|
Grønlændernes
eskimoiske forfædre kom til Grønland for godt 1000 år
siden, med før den tid havde landet været beboet af flere
indvandringsbølger.
Sandsynligvis på grund af klimaændringer har
Grønland ikke været beboet konstant siden den første
kendte indvandring. Grønland ligger i den grad klimatisk
på kanten af menneskelig overlevelse, at selv mindre
temperatursvingninger har fået kulturer til at uddø.
Independence
Den første kendte indvandring er
kulturen Independence I - opkaldt efter
Independence-fjorden i Nordøstgrønland, hvor de første
arkæologiske fund blev gjort. Dette jægerfolk kom til
Nordgrønland fra Canada omkring 2500 før vor tidsregning.
De var nomader, levede ikke mindst af muskusokser, og de
nåede sandsynligvis kun til det nordøstlige Grønland.
Efter 500 år bukkede de under.
1000 år efter kom der dog en ny indvandring til
Nordøstgrønland, og dens kultur lignede den forrige så
meget, at arkæologerne har kaldt den Independence II. Denne
kultur synes dog at forsvinde ret hurtigt og sidste kendte
data er fra 700 år før vor tidsregning.
Saqqaq
Kort efter, at Independence I var kommet til Grønland nord
for det nuværende Thule og var gået mod øst, kom Saqqaq-folket,
som søgte sydover. Saqqaq-kulturen har mange lighedspunkter
med Independence I.
Det var sandsynligvis eskimoer. I hvert fald har
arkæologerne fundet mange eskimoiske træk. Man har fundet
årer, hunde, harpuner, raffinerede stenredskaber, lamper
til tran eller talg. Om de brugte hundeslæde og kajakker,
ved man dog ikke.
De første fund af denne kultur blev gjort ved bygden
Saqqaq i Disko Bugten, deraf navnet.
Det var kystjægere, og de kom hele vejen ned langs
den grønlandske vestkyst, rundt om Kap Farvel og op ad
østkysten. De kom til Grønland omkring 2000 år før vor
tidsregning og overlevede i 1000 år.
Dorset:
Omkring år 500 før vor tidsregning kommer endnu en
indvandring fra Canada. Det er Dorset-kulturen (Dorset I) -
først fundet ved bygden Cape Dorset på Baffin Island i det
nordøstlige Canada. Denne kultur har også klare eskimoiske
træk. Det er hos Dorset-folket, at arkæologerne første
gang har fundet den karakteristiske eskimoiske kvindekniv, ulo´en,
og store sneknive af hvalrostand. Måske er Dorset-folket de
første, der har kunnet lave snehytter. De havde også, som
de første, jernknive lavet fra meteorsten. Derimod havde de
ingen hunde. Men de havde slæder, de selv trak. De har
jaget fra land og is. De overlever i 500 år. Ved år 0 er
de uddøde.
I omkring 800 år ligger Grønland tilsyneladende
mennesketomt hen, men så kommer endnu en Dorset-indvandring
(kaldet Dorset II), og den indtager landet både norden og
sønden om. Deres levetid - i hvert fald som selvstændig,
identificerbar kultur - bliver relativ kort. Hvis de
nogensinde nåede langt ned af vestkysten, så var de i
hvert fald væk igen, da nordboerne kom små 200 år efter.
Men de overlevede længere i Nordgrønland,
Nordøstgrønland og nede af østkysten.
Thule-kultur:
Den eskimoiske indvandring, som nutidens grønlændere
stammer fra, kaldes Thule-folket eller Thule-kulturen.
Navnet kan forvirre. Det har intet at gøre med
den nuværende Thule-befolkning, som stammer fra de
allerseneste eskimoiske indvandringer helt op i 1700- og
1800-tallet.
Det er navnet på en ny eskimoiske kultur, som i
virkeligheden opstod i Alaska ved Beringsstrædet, og som
efterhånden spredte sig over hele Arktis. Når det er
blevet Thule-kulturet, skyldes det udelukkende, at
arkæologerne udgravede den for første gang ved det
nuværende Thule.
Mens alle tidligere eskimoiske kulturer (palæoeskimoerne)
havde haft deres udgangspunkt som jægere på land, var den
nye kultur (neoeskimoerne) en havkultur. I stedet for at
jage efter rener i indlandet udviklede den eskimoiske kultur
sig mere og mere til at lev ved kysterne og jage
havets pattedyr, og specielt da man lærte at fange de store
hvaler, kunne man - som de første nogensinde - leve
uafhængigt af træ nord for trægrænsen i det højartiske
område. Hvaler gav ikke blot mad, de gav også spæk til
ild og varme.
Konebåden, som vi i Grønland primært kender som en
transportbåd, var dengang bemandet af mænd, der med harpun
nedlagde selv de størtse hvalarter. Bopladserne voksede.
Der var brug for mange mænd til hvalfangsten - og den gav
masser af kød. Husene voksede og fik tag af hvalernes
ribben.
Efterhånden som man tilpassede sig og udviklede nye
fangsttekniker, blomstrede kulturen mere og mere.
Befolkningen er givetvis også vokset og vokset, og
på et tidspunkt blev man for mange. Nogle måtte bryde op,
og efterhånden breder den nye kultur sig østover fra
Alaska.
Overalt møder den de tidligere eskimoiske kulturer,
men den ny kultur er dem langt overlegen. Nogle få
indlandskulturer overlever, men typisk forsvinder de gamle
jægerkulturer eller optages i den nye.
I Thule-kulturens - og dermed grønlændernes -
sagnverden er der mange fortællinger om 'tunit'-folket. Det
er sandsynligvis Dorset-kulturen, som Thule-folket møder
specielt i det østlige Canada, og måske er det netop på
grund af Thule-folkets fremtræden, at Dorset-folk (Dorset
II) udvandrer til Grønland.
Omkring år 900 kommer Thule-kulturen til Nordgrønland, og
dermed kom hundeslæden, konebåden og kajakken til
Grønland.
Ved ankomsten til Nordgrønland
- nord for det nuværende Thule - delte indvandringen sig i
to retninger.
Nordøstgrønland:
Nogle tog nord om Grønland til Nordøstgrønland, og fundet
af en af deres umiaq (konebåd) i Peary Land viser,
at man dengang kunne sejle ved Grønlands nordkyster.
Klimaet var også betydelig mildere end i dag.
Østgrønland:
Thule-folket kom også længere ned af den grønlandske
østkyst, og det er nærliggende at tro, at de blandede sig
med Dorset-folkene i området omkring Ammassalik
|
Inussuk:
Andre Thule-folk tog sydover, og ved det nuværende Thule
mødte også de Dorset-folk, viser de arkæologiske
udgravninger.
Gennem de følgende århundreder bevægede
Thule-folket sig ned langs den grønlandske vestkyst, men
hele tiden stillede landet nye krav til deres
tilpasningsevne. Deres kultur udviklede sig til Inussuk-kulturen,
den specielt grønlandske version af Thule-folket og opkaldt
efter det sted i det nordlige Upernavik, hvor den første
gang blev udgravet.
Jo længere Thule-folket kom ned langs Vestgrønland,
desto mindre lignede naturen, hvad de var vant til. Der var
mindre og mindre is, mere og mere åbent vand. Efterhånden
som de kom sydover kunne de ikke bruge deres hundeslæder,
fordi der var åbent vand året rundt, og de blev nødt til
udelukkende at sejle. Dengang var klimaet også på
vestkysten betydelig mildere end i dag.
Desuden var der så mange sæler, at det var mere
nærliggende at jage dem end hvaler. Dermed blev umiaq´en
forvandlet fra hvalfangerbåd til transport- og konebåd.
Samtidig ændrede kajakken sig radikalt.
Den måske mest afgørende forskel på den imponerede
Thule-kultur og den nye Inussuk-kultur er netop, hvordan
Thule-folket udviklede deres kajak i denne
tilpasningsproces. Mens Alaska-kajakken var forholdsvis stor
og klodset, blev kajakken nu mere og mere et elegant og
raffineret fartøj. Den kajak, som siden er blevet
verdensberømt for sin tekniske perfektion, er således
udviklet i Grønland.
Inussuk-kulturen udviklede sig imidlertid også med
anden tilpasning end til naturen. Thule-folket mødte helt
nye mennesker med helt nye redskaber, nordboere, og netop
ved udgravningerne i Inussuk nord for Upernavik fandt man
blandt andet en trædukke, nordbopile, en træspand, en
broncegryde, europæiske knive, metalskeer og meget andet,
der kun kan stamme fra nordboerne.
Nordboerne:
Næsten samtidig med, at Thule-folket kom til Grønland i
nord, kom nordboerne til Grønland i syd. Inden for samme
århundrede blev Grønland således indtaget af to
forskellige kulturer.
Islandske Erik Den Røde kom første gang til
Grønland i 982, og det var ham, som døbte landet
Grønland. Det var stort set ukendt i den europæiske
verden, og Erik Den Røde ville gerne lokke andre
islændinge til at immigrere til det nye land sammen med
ham.
Han havde sejlet sit vikingeskib sønden om Kap Farvel
og opdaget de grønne sydgrønlandske fjorde.
Erik Den Røde var dømt fredløs i Island efter drab
og skulle forlade landet i mindst tre år. I 985 sejlede han
med 25 andre skibe til Grønland for at bosætte sig. Kun
halvdelen af dem nåede frem, men de ombordværende slog sig
ned og byggede gårde i hvad de kaldte Østerbygden.
Erik Den Røde og hans familie slog sig ned på
Brattahlid, det nuværende Qassiarsuk lige over for
landingsbanen Narsarssuaq i Sydgrønland.
I de følgende år kom der flere og flere nybyggere
fra Island, og nogle af dem tog længere modnord og
etablerede Vesterbygden ved det nuværende Nuuk
(Godthåb).
I alt kom det samlede befolkningstal op på 5000
mennesker, og nordboerne blev i Grønland i omkring 500 år.
De var bønder med husdyr - typisk køer, får, geder
og heste. De havde hømarker til vinterfoder. De lavede
smør og ost. Men de ernærede sig i høj grad også ved
fangst, specielt ren og sæl.
De blev alle kristne, og der blev opført kirker
overalt. På Gardar - i dag bygden Igaliku - var der
bispesæde.
De levede stationært og ofte isoleret på deres
gårde, men det var også rejsende folk. Erik den Rødes
som, Leif den Lykkelige, havde flere rejser videre mod vest
og overvintrede i Vinland, som sandsynligvis var New
Foundland. Her forsøgte man senere at bosætte sig, men
havde evindelige fejder med en indfødt befolkning, muligvis
Dorset-folk.
Nordboerne var selvforsynende, men varer som våben,
træ, redskaber, korn, salt og meget andet kunne de kun få
fra Island eller det øvrige Norden, og der var en jævnlig
handel med tilrejsende købmænd. Nordboerne kunne især
tilbyde skind og elfenben i form af enten hvalrostænder
eller den op til et par meter lange, snoede tand fra
narhval.
For at fange hvalros kom nordboerne langt mod nord i
Grønland. Først og fremmest til Disko Bugten men
sandsynligvis også endnu længere.
Det var under disse fangstrejser, at nordboerne og
Thule-folket mødtes første gang. I 1100-tallet er der
nordboberetninger om møde med skindklædte mennesker, der
padlede i små skindbåde.
'Skrællinger' kaldte nordboerne dem, og i 1200-tallet
nåede 'skrællingerne' ned til de to nordbobygder. De
bosatte sig i de samme fjorde, og gennem et par århundrede
må de to racer og de to kulturer have levet side om side.
Det var næppe altid fredeligt, og der er mange
fortællinger om blodige sammenstød. Nordboernes isolerede
gårde og deres husdyr har givetvis været fristende for et
jægerfolk, og nordboerne har sikkert ikke holdt sig
tilbage, hvad angår repressalier.
Men nogen konstant 'krig' har det ikke været. Der
findes også beretninger om fredelig sameksistens, om
eskimoer, der bor på nordbogårde, og om eskimoer, der
hjælper nordboere, som er blevet overfaldet af europæiske
sørøvere. Begge kulturer lærte tydeligvis af hinanden.
Da opdagelsesrejsende sidst i 1500-tallet kom til den
grønlandske vestkyst mødte de Inussuk-eskimoer overalt men
ingen nordboere.
Da Hans Egede kom til Vestgrønland i 1721 mødte
også han Inussuk-eskimoer overalt men ingen nordboere.
Det sidste uomtvistelige bevis på nordboernes
eksistens er fra 1410, hvor kirkebøger beretter om et
bryllup i Hvalsø Kirke i Østerbygd.
Hvorfor nordbo-kulturen forsvandt, og hvad der blev af
nordboerne er forblevet en gåde. Men der er mange teorier.
At de er blevet dræbt af europæiske sørøvere eller
eskimoerne. At der har været pest eller en anden epidemi.
At de fra at være bønder er blevet mere og mere fanger og
efterhånden blevet absorberet af eskimoerne. At landbruget
har slået fejl på grund af enten overbegrænsning af
græsarealerne eller klimaændring. At de har brudt op for
at emmigrere til Vinlandet eller for at tage hjem, men at de
er forlist.
Måske er sandheden en kombination af alle teorierne.
Men det er en kendsgerning, at fra 1300-tallet til
1500-tallet blev klimaet koldere og koldere i Grønland.
|
