Qeqertarsuaq
 

Sælfangst i Grønland
Sælfangst og Grønland kan ikke adskilles. Indtil for et par årtier siden var sælfangst det bærende erhverv i vinterisområdet. Der findes stadig landsdele, hvor sælfangst, kombineret med anden fangst, er den vigtigste erhvervsform. Den giver befolkningen hovedparten af den nødvendige indkomst og er et supplement til fiskeri.

Arkæologiske undersøgelser og fund har dokumenteret, at den grønlandske kultur altid har haft udgangspunkt i sælfangsten. Sælfangstudstyret er gennem tiderne blevet udviklet nærmest til det fuldkomne. Kajakken, et tilsyneladende skrøbeligt træskelet af drivtømmer betrukket med sælskind, og dens redskaber er synlige beviser på, at sælfangsten har været en forudsætning for at overleve i en barsk natur. Samtidig har naturen og fangsten på sæl været løbende inspiration for fangeren til at udvikle og forbedre udstyret både funktionelt og i høj grad også kunstnerisk. Tilpasningen af kajakken forsatte, indtil den sidste tilpasning, geværhylstret, blev placeret foran på kajakken. Langt ind i forrige århundrede bestemtes en fangers sociale status i lokalsamfundet af hans dygtighed i erhvervet.

Kvindens placering i det sociale system i fangersamfundet bestemtes af hendes færdigheder i at bearbejde sælskind. Hvis hun var dygtig, kunne skindene gøres til rene kunstværker. Der er et mundheld, der siger, at en fangers dygtighed bestemmes af kvaliteten af hans kamikker. Erhvervet er teamwork mellem mand, kone og børn. Da pengeøkonomi blev indført, blev kvindens kunnen i sælskindsbehandlingen altafgørende for, hvor godt fangsten kunne omsættes til pengeindtægt.

Fiskeriets introduktion i visse dele af vinterisområdet har ikke afgørende rokket ved sælfangstens betydning, især i yderdistrikterne. Hovedindtægtskilden flyttes godt nok fra sælskind til hellefisken, men sælens betydning som den dominerende daglige spise forblev uantastet. Sælkødet er derudover uundværligt som foder til slædehundene, som er trækkraften for den slæde, isfiskeriet drives med.

Forvaltning
Blandt andet North Atlantic Marine Mammal Commission (NAMMCO) udarbejder anbefalinger om forvaltning af havpattedyrene, herunder sæler.

Der findes kun to landsdækkende regler om sæler og sælfangst. Det er reglerne om spraglet (spættet) sæl og hvalrossen. Hvalrosreglerne blev indført i midten af den første halvdel af 1900-tallet og blev justeret, efterhånden som forholdene omkring redskaber og fartøjer ændredes. På nuværende tidspunkt er hvalrossen total fredet syd for Søndre Strømfjord. Fra Søndre Strømfjord til midten af Melvillebugten er hvalrossen fredet en del af året, hunner og unger i ni måneder og hanner i syv måneder.

Voksne og ynglende spraglede sæler er fredet i 5 måneder. Situationen for denne art har visse lighedspunkter med hvalrossen.

De forskellige kommuner har fra motorbådenes fremkomst inført kommunale vedtægter, der beskytter de bedste sælfangstområder. Formålet er, at kajakfangsten ikke bliver generet eller udsat for urimelig konkurrence fra motoriserede fartøjer. Samtidig er de ofte også beskyttelsesforanstaltninger for vigtige yngle- og fourageringsområder.

Ringsælen
Netsiden, som den kaldes i Grønland, er den vigtigste. Den er måske ikke så talrig som grønlandssælen, men den er her hele året rundt. Derfor er dens betydning i vinterisområdet uvurderlig.

Grønlandssælen
Sortsiden, som den oftest kaldes, opholder sig i de grønlandske farvande i hele åbenvandsperioden. ofte i meget store tal. Ved de seneste tællinger fra 2000 blev der set 1 mill. unger på ynglefeltet. Den samlede bestand er på 5,2 mill. På grønlandsk har hver aldersgruppe af grønlandssælen sin egen benævnelse.
Grønlandssælen fanges nu næsten kun for kødets skyld, skønt denne art siden slutningen af 1970-erne har domineret farvande omkring Grønland.

Klapmydsen
Arten har sin største betydning i Syd- og Østgrønland, men den er almindeligt forekommende overalt. Der medes at være omkring 1 million klapmydser i Nordvestatlanten.

Remmesælen
Remmesælen træffes og fanges overalt uden dermed at være talrig. Da remmesælens skind er kraftigt og slidstærkt bliver det brugt til forskellige remme, til hundepiske, skagler og surringer i oprindelige fartøjer og slæder samt til såleskind til kamikker.

Spættet sæl
Denne sæl er den mest sjældne i Grønland. Den er let påvirkelig af stigende trafik. Skindet af den er det mest foretrukne delmateriale i kvindernes nationaldragter.
Den fanges dog stadig på resten af kysten hist og her, men træffes som regel kun tilfældigt.
Den har stor set forladt sine foretrukne opholdssteder i ydre skærgård og i bunden af de dybe fjorde.
I de seneste år synes Kap Farvel området at være det sted ved vestkysten, hvor spraglet sæl i lidt større antal har fundet sit opholdsted.

Hvalrossen
Den største sælart er blevet sjælden. Kun i Thuleområdet er den almindeligt forekommende. På andre dele af kysten kan den træffes som strejfer. Udenfor Thuleområdet er fangsten uden betydning.

Udnyttelse af sæler
Tidligere fik befolkningen alt til dagligdagen fra sælen. Kød og indvolde brugt til mad. Skindet til varmt tøj og andet udstyr, f.eks. betræk til kajak og umiaq (konebåd). Spækket til opvarmning og belysning. Kødet er for en grønlænder stadigvæk en uundværlig del af ernæringen, Man spiser det frossent, kogt, stegt, tørret og spæksyltet.
Ved elektricitetens og olieovnens fremkomst mistede spækket sin betydning for opvarmningen og belysningen.

Orsoq-projektet
(orsoq=spæk) har kørt siden starten af 1990´erne. Det er et grønlandsk projekt, der har til formål at etablere produktion af et helseprodukt af høj kvalitet af sælolie. Hensigten er at fremstille et videnskabeligt dokumenteret produkt. Sælspæk i kapsler har et stort markedspotentiale i Europa og Asien, fordi det kan forebygge hjerte/- kar-sygdomme, diabetes og rheumatiske lidelser.
Det bør udnyttes mere målrettet fra Grønlands side.

Great Greenland
- en produktions virksomhed

Great Grenland er en af de få produktionsvirksomheder i verden, som primært beskæftiger sig med garvning og pelsberedning af sælskind.
Afsætningsmulighederne for sælskind begrænser sig traditionelt til et meget snævert område. Men på grund af en generelt øget efterspørgsel af sælskind på verdensmarkedet samt en positiv interesse i både Danmark og Grønland for sælskindspelse, er det lykkedes at etablere et solidt kundegrundlag, der lover godt for fremtiden.
Efter en årrække med negativ mediedækning, isør på baggrund af en anti-sælkampagne, er udviklingen nu vendt, og der kan i dag gremvises en række produkter, som er enestående i verden.
Great Greenland er stadig en ung virksomhed, som befinder sig i en overgangsperiode, hvor udfordringerne vokser i takt med markedsandelene.
Markedet for sælskind fra Grønland fik et alvorlig knæk i forbindelse med en unuanceret kampagne mod fangst som Grønland slet ikke driver. Dette har betydet et tab af så godt som hele råskindsmarkedet, som man stadig forsøger at genoprette.

Grønland har i de seneste år satset på at skabe et marked for færdige sælskindspelse rundt omkring i verden. Dette har betydet, at opkøbet af sælskind er blevet meget selektivt. Nu foretrækkes skind af mindre sælarter som netsideskind.
Det vanskelliggjorde fangerens indtjening, da man på det nærmeste holdt op med at indkøbe skind af større søler.

Konkurrencen foregår ikke på prisen alene, men også på design, kvalitet og leveringsdygtighed. For at overleve på verdensmarkedet må man til stadighed tilstræbe at nedsætte produktionsomkostningerne uden at mindske effektiviteten. Hjemmestyret giver 35-40 mill. kr. i tilskud til indhandling af sælskind, hvor langt den største del af tilskuddet tilfalder skindleverandøren, dvs. fangeren. Resten af midlerne bruges til administration og transport.

Offentligt tilskud til indhandling af sælskind søges reduceret i fremtiden, og det er spændende, hvad der så vil ske med fangererhvervet.

Der er også andre nyskabelser i forbindelse med sælskind i Grønland.
Der er oprettet adskillige lokale skindsystuer i flere byer og bygder. Nogle systuer arbejder efter de traditionelle metoder, hvor de køber friske sælskind fra fangerne, forarbejder dem og håndsyr dem til forskellige produkter såsom tøj, kamikker og andre brugsgenstande. En anden type systuer arbejder med garvede skind og maskinsyr langt de fleste af deres produkter.
Der er et rimeligt god salg af deres færdigvarer, selv om de prismæssigt langt fra kan konkurrere med det efterhånden rimeligt varme og smarte europæiske vintertøj.